Digt:
Mit liv har været påvirket af de valg jeg selv har gjort, eller
rettere de valg jeg undlod at tage.
For når alt kommer til alt, så er
vi selv ansvarlig for hvordan vores liv er.
Tør vi sige fra og se
frygten i øjnene, eller lader vi stå til og lader frygten styre vores
liv.
Dersom vi tænker den samme tanke som i går, er vi ikke kommet
længere og hindre os selv i at udvikle os.
Efter min uddannelse skrev
jeg dette digt:
For hver gang jeg blev såret og væltet omkuld,
og har ligget og grædt i den danske muld.
Så har jeg rejst mig igen,
og fundet troen på livet,
og aldrig taget nogen eller noget for
givet.
Jeg blev svigtet og såret, af dem jeg holdt af;
trak
mig for at skjule, at jeg var så svag.
Jeg så døden i øjnene flere
gang end godt var,
brugte rusmidler som plaster i håb om et svar.
Jeg har mødt dæmoner og engle på min vej,
ignoreret dem og set
den anden vej.
Jeg lyttede til dem, jeg troede, ville mig det godt,
og glemte at læse alt det der var skrevet med småt.
Da bunden var
nået og det så mørkest ud,
jeg læste en tekst med et meget smukt bud.
Et opkald, et møde til den der skrev det smukke bud,
vendte op og ned
på alt hvad jeg troede stod for skud.
Jeg blev mødt uden
fordømmelse og foragt,
og valgte livet, med kærlighed som kontrakt.
Jeg tog ansvar for mit eget liv og min egen lykke,
og vendt ryggen
til dem der før sked mig et stykke.
Jeg har lært, at alt er
præcis som det skal være,
og at give slip på det som er for tungt at
bære.
At det er ok at sige fra eller til, hvorom jeg for nok,
også
selv om andre råber højt, og går amok.
Jeg står ved hvem jeg er,
og vandre gerne alene,
thi ingen skal fortælle mig hvad jeg skal tro
og mene.
Med stor respekt og taknemlighed for denne smukke gave,
kan jeg nu forme mit eget liv og få det jeg gerne vil have.